Kathrine Ærtebjerg “De tusinde gåders sted” på kunstmuseum Brandts

17.09.2021-24.07.2022

Et gigantisk nøglehul. Eller er det mig, der er lille? Krympet ind, så jeg passer. Passer som en nøgle. Glider let igennem – ind på de græsgrønne gulve, hvor dyrene vinker goddag. Og videre gennem den omsluttende røde kanal og ud i skovens hule blandt forunderlige væsner.
Et lille nøglehul. Eller er det mig, der er stor? Vokset ud, så jeg ikke længere passer. Glider ikke gennem skabets nøglehul, men kan kun kigge ind. Kigge på.

Udstillingen De tusinde gåders sted af Kathrine Ærtebjerg på Kunstmuseum Brandts er ikke udelukkende værker på hvide vægge, men er en totalinstalation, der også performerer Ærtebjergs drømmende og gådefulde univers.
Dette opleves især i det helt grønne rum, hvor et blødt tæppe beklæder gulvet. Ærtebjergs skabninger hænger og inviterer til, at man begiver sig ind mellem dem, og bliver en del af flokken. Samtidig fortæller væggene historier om en gådefuld natur, som sære væsner beboer, og mens man begiver sig ad fortællingens grønne sti høres en barnestemme ”Hun er aldrig alene.”
Stemmen udsiger titler på værker og påfører derved et ekstra betydnings-lag - for pigen i sengen er aldrig alene, men omgivet af væsner, ligesom vi er omgivet af Ærtebjergs væsner, når vi begiver os rundt i udstillingen.
Udstillingen er ellers ikke formidlet meget, men inviterer i stedet til at gå på opdagelse og lade sig omslutte af værkerne. Lade den mytologiske natur vokse ud, ligesom den vokser ud af pigerne på Ærtebjergs malerier, og derved lade et nyt rum åbne. 
Den franske idehistoriker og filosof Michel Foucault beskrev begrebet utopien, som ikke-stedet. Det utopiske rum er det, der spejler virkeligheden i noget helt andet. Hvor man ser noget, som man ikke er, men som alligevel er en del af det, man er. Den åbner en. Og Ærtebjergs de tusinde gåders sted er måske netop sådan et sted. Gennem et univers, der både rummer det genkendelige og det fordrejede, åbnes et tredje rum, som man selv kan være betydningsbærende i.


Det urovækkende tredje rum

Den røde kanel omslutter stille Berthram (seks år) imens han suser igennem den. Men så stopper han op. Stirrer stift ud på det grønne rum, der toner frem og på de mørke skabninger, der vil modtage ham.

For selvom man med et lille barns nysgerrighed kan begive sig rundt i udstillingen, så er Ærtebjergs værker også på samme tid foruroligende og urovækkende. De viser ikke blot en naiv fantasiverden, men spejler noget, som vi alle kan blive en del af – en sammensat indre og ydre virkelighed.

I det intime grønne rum hænger værker med lysende kvinder, der spreder deres ben for organiske falloslignende natur. Vi befinder os i hulen,  og står blandt de andre væsner med en voyeuristisk skuen. Det er den naive fabelverden, der med sit skarpe værktøj og foruroligende natur åbner et tredje rum mellem drøm og virkelighed. Mellem barn og voksen og på tværs af identiteter. 
Som i værket Overgivelse, hengivelse, hvor naturens blomsterrige er forvandlet til kødfulde udposninger, der drypper sin nektar ned. En pige står klar med armene rakt over hovedet. En pige, der har fået et væsens identitet, gør det samme. Hun er ikke længere pige. Men noget andet. En anden kvinde sidder også klar i sin kaffekop til at modtage nogle sødmefulde dryp. Mens andre, som skygger, bare må kigge på. Og som besøgende, i den mytologiske ærtebjergske verden, er man også både drømmende deltagende og lystfuldt skuende, når det tredje rum åbnes mellem verdner og identiteter og åbenbarer den urovækkende natur, der vokser ud af os alle.

H.C.  Andersen indleder udstillingen ”…bliv nu smukt Barn igjen, men glem alligevel ikke Alt hvad du har læst siden Du blev et stort, fornuftigt Menneske, og Du skal da see hele den phantastiske Revue, saaledes som den marscherede mig forbi.”

Børneværksted

Rum med det grønne gulv

Rum med det grønne bløde gulv